Hvorfor skal man vaske sig - og hvorfor uden badetøj?
Mange gæster prøver desværre at snyde med afvaskning af kroppen inden benyttelse af badet, og mange står under bruserne med badetøj!
Ingen af delene er acceptabelt.
Af hensyn til hygiejnen i bassinvandet er det meget vigtigt, at der foretages afvaskning af kroppen, inden bassinerne benyttes.
Alle efterlader "smuds" i bassinvandet i form af slim, snot, sved, kosmetikrester, hår, døde hudceller og forskellige sekreter fra kroppens naturlige åbninger, heriblandt også urin, som naturligt forlader kroppen under opholdet i vandet.
Vi har strenge regler omkring det "at vaske sig"
Følg anvisningerne i baderummene og brug altid bruserne uden badetøj. Hvis badetøjet lægges for fødderne under bruseren, skylles sæbe og snavspartikler ned i badetøjet og medbringes i bassinerne. Læg badetøjet i holderne i baderummene, inden du går under bruseren.
"Forklaringer" som:
"Jeg har lige vasket mig hjemmefra" eller "jeg er muslim og må ikke vise mig nøgen" er ikke gode forklaringer hos os.
Personalet har ikke mulighed for at vurdere hvem der har vasket sig hjemmefra og hvem der ikke har og ... vi skelner ikke til religion, men kun til hygiejne.
Vi ønsker at opretholde et højt hygiejneniveau – til glæde for alle brugerne.
Hvorfor klor i vandet?
Det er et krav fra Miljømyndighederne, at der skal være klor i bassinvandet for at desinficere og sænke risikoen for infektioner, men klor er et kemikalie, som vi ønsker at bruge så lidt af som muligt.
Mangelfuld afvaskning giver større klorforbrug og medfører forurenet klor i vandet, det giver en kraftig klorlugt i svømmehallen og øger risikoen for at der aflejres smitsomme infektioner i vandet.
I svømmehallens maskinrum følger vi konstant klorindholdet i bassinerne, der tages desuden manuelle klorprøver flere gange dagligt og miljømyndighederne kontrollerer uanmeldt vandkvaliteten 12 gange årlig.
Vask-dig-kampagner
Flere gange hvert år gør vi en ekstra indsats for at informere gæsterne om Vestbads hygiejneregler. Der sættes ekstra opslag op, der uddeles flyers og informationen lægges ud på forsiden af hjemmesiden. Under vask-dig-kampagnerne runderer livredderne ekstra hyppigt i baderummene og vejleder gæsterne.